Der blev konstateret "omfattende snyd" og andre problemer i samtlige 23 kiosker og købmandsbutikker med salg af kioskvarer, der blev kontrolleret under en aktion i Odense den 7. oktober.
Det oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse.
Under aktionen, hvor 71 medarbejdere fra flere styrelser og Arbejdstilsynet deltog, blev der blandt andet beslaglagt 13,2 kilo vandpibetobak og 74 bøtter nikotinposer med forkert eller ingen afgiftsmærkning.
Man beslaglagde desuden 15 kilo laks, der ikke kunne spores, skriver Skatteministeriet.
Der blev også beslaglagt øl og vand uden pantmærkning og flere kilo chokolade og slik.
I 19 af de 23 kontrollerede butikker vil Skattestyrelsen følge op på mistanke om sort økonomi.
/ritzau/